Kommentar: En fredag i januar tog vores redaktør Thomas Ladegaard til Herning for at opleve håndboldfesten til EM helt tæt på. Her er hans hyldest til Herning og håndboldbegejstringen.

AF THOMAS LADEGAARD, redaktør Mediano Håndbold

Der er sagt og skrevet meget om Herning, derude på Heden. De sædvanlige falbelader om Boxen og klappølserne. Glæden og foragten. Håndboldfesten som kulturelt fænomen.

Euroman har skrevet lange artikler om fænomenet. Da Isabella Hindkjær var ung journalist på Berlingske, ringede hun. Hun var vokset i Kartoffelrækkerne i København og spurgte: Hvor skal jeg tage hen, hvis jeg vil opleve ægte håndboldkultur? Hun endte på Bette Balkan. Respekt for hende.

Knapt så meget respekt for de medier, der prøver at holde liv i Mads Holger ti år efter hans død. Hvert eneste år ringer P1 for at køre den samme gamle historie om elitens foragt for den folkelige fest.

For hvert år, der løber os af hænde, bliver den historie mere og mere irrelevant. Løbet er kørt. Mathias Gidsel har været på slottet hos kongen. Håndbolden har vundet. Selv Troels Bech har overgivet sig. Der er ikke mere at komme efter.

Så måske er det på tide at give sig hen til begejstringen? Måske er det lige nu, netop denne januar, vi har brug for at omfavne begejstringen i et fællesskab? Du kan røre den og gribe ud efter den, og den er lykkeligt uforstillet.

Puha, jeg troede et øjeblik, det var Mikael Bertelsen

Tyske medier skriver om Herning, at det er ”Håndboldhovedstaden midt ude i ingenting!” Men historien i Herning denne fredag er, at selv samme journalister blev noget forbløffede, da de kom ind i Boxen, oplevede den nu udvidede fanzone og mærkede begejstringen.

For det er det, man får i Herning. Man mærker det allerede, når man stiller bilen (man kommer altid i bil til Heden) og bevæger sig over mod Boxen, der lyser i den kolde januaraften. Der er danske landsholdstrøjer, røde hatte, halstørklæder, Dannebrog. På vejen mod det lysende rumskib passerer jeg en ung familie. En dreng omkring de ti år med en Gidsel-trøje, drømme for et århundrede og øjne så store som Select-bolde, mens han kigger over mod Boxen.

En pige omkring de seks år med Dannebrog allerede farvet på kinden, som holder sin mor i hånden på vej mod den store arena. Et kort øjeblik dukkede Mikael Bertelsen op for mine hallucinerende øjne, lige der på stien. Aldrig kommer han til at forstå lige dét, lige dette øjeblik badet i forventningens lys. Folk som ham har aldrig haft brug for den slags drømme. Heldigvis forsvandt han hurtigt igen fra den sti, der nærmest løfter os over i Boxen. Det skal nok blive en god aften, uden spøgelser.

Den danske helt

Ikke alle har håndboldlandsholdets trøje på. Det er ikke et fodboldpublikum, hvor man udmåler loyalitet i hvor mange penge, du har brugt i fanshoppen. Her er fodboldtrøjer fra ’86 i Mexico. Her er hjemmelavede t-shirts og strikkede huer. Det er ikke så vigtigt her. Her tæller glæden, dedikationen. Den er ikke sat på formel. Men i fanzonen kan du købe den nye landsholdstrøje.

Jeg holder altid øje med, hvilke trøjer, der defilerer forbi. Man kan som regel aflæse spillernes popularitet på trøjerne - og på jublen, når deres navne bliver råbt op inde i hallen. Man ser ikke længere trøjer med nr. 24 eller nr. 1. Nu er det nr. 12, 19 og 43.

Det her hold er Pytlick, Gidsel og Nielsen.

I øvrigt: Er nummer 1 (Niklas Landin), 8 (Lars Christiansen) og 24 (Mikkel Hansen) blevet pensioneret som trøjenumre, man kan bruge på det danske hold?

Når spillerne løber på banen, er man slet ikke i tvivl. Hør efter de små nuancer. Der kommer lidt mere lyd på, når Emil Nielsen, Simon Pytlick og ikke mindst Mathias Gidsel bliver præsenteret. Gidsel er vores dreng. Enhver hård tackling på ham, og de tacklinger får han, udløser en øjeblikkelig reaktion fra de 15.000 struber i Boxen. Vores dreng skal de ikke røre. Han er den nye danske helt.

Og så alligevel. Måske var det som om Nikolaj Jacobsen fik det største jubelbrøl ved indløb? Måske er det ham, der er den egentlige danske helt? Vi kan identificere os med ham. Han er en Klodshans lige som alle os andre med for højt blodtryk og for meget temperament. Han kan ryge en smøg og drikke en fadøl, hvis det skal være. Han er hyggelig. Så meget han er gået igennem. Hans smerte er også vores.

Og så er der det ekstra, der gør ham til en ægte danske helt. Der hvor han transcenderer den middelmådighed, der er os andre forundt. Det gudgivne blik på håndboldspillet. Han kan læse det, ingen andre kan. Han skriver ikke traktater og holder foredrag om Aristoteles og moderne ledelse. Han gør det bare, han følger sin mavefornemmelse, og han vinder medaljer til Danmark. Han er vores. Vores helt. Og det kan mærkes.

Hedens håndboldbegejstring

Boxen er enorm. Ikke mindst hele komplekset med den tilstødende fanzone. Der får du alt, hvad hjertet kan begære. Nordmakedonske fans gør alt, hvad de kan for at overdøve de begejstrede i rødt og hvidt. Her er Alexander den Store hatte. Her er røde og hvide hatte. Fanzonen er angiveligt udvidet med omtrent 5.000 kvm. Festen er bare blevet større og bedre. Og i håndboldens verden kan passionerede fans uden vanskeligheder passere hinanden i fælles glæde.

Men de nordmakedonske fans er klar. De ved godt, at selv på en usikker åbningsdag er de chanceløse mod de firdobbelte verdensmestre. Deres ubetinget største stjerne er imidlertid konge af Makedonien. Men han er kun træner og kan ikke selv smide boldene ind fra lang afstand ude på en hede længere.

Tilskuerne har søgt fra fanzonen og ind i Boxen i god tid. Tyve minutter før kampstart er Boxen ved at være fyldt op. Den røde mur bag målet helt fyldt. Her står man op og hylder de danske spillere med øredøvende bifald på vej ud fra opvarmningen. Det er fredag, og der bliver serveret øl i fanzonen. Boxen virker klar.

Mathias Gidsel løber efter opvarmningen ud som den sidste. Helt alene i mørket. Han tog lige et par ekstra skud. Det virker som om han har ventet på dette øjeblik. Da han løber mod hjørnet, signalerer han op til Den røde mur, der møder ham med kæmpe bifald. Det her er spillere, der jagter mere end guld. De vil skabe oplevelser og begejstre. Dén indstilling går rent ind, og det føles velgørende og vedkommende. Som om de vil os noget.

Da Nikolaj Jacobsen kommer ind i mørket før spillerpræsentationerne, rejser Boxen sig spontant op. Klapper. Det her er en hjemmebane, ulig nogen anden. Så kommer det danske hold. Det er en underdrivelse at sige at Boxen har glædet sig. Var det som om ”Der er et yndigt land” havde en særlig styrke netop i denne tid?

Første mål til Danmark får bogstavelig talt Boxen til at gynge. Du kan mærke glæden som en stærk og udstrakt hånd, der river dig i armen, ud af dit mørke. Hvis du vil. Men det er en åbningskamp. Det er ikke kampen, der flyver ind i historien. Det skal det heller ikke være. Nikolaj Jacobsen er der allerede.

Og så, lige der, i det øjeblik flyver Mathias Gidsel igennem luften, dér kommer Sweet Caroline, og da Rasmus Lauge scorede til 9-4, kom den ..... for evigt. For udblæsning. I Herning.

De nordmakedonske udsendte lige foran mig så på hinanden i vantro: Hvad foregår der? Men det er såmænd blot danske drømme. Dansk begejstring. Et fællesskab for en tid. Det rækker ikke ind i himlen, og det er ikke altid lige kønt. Men det er vores, og det er godt nok. Tak Herning.